Da jeg fandt ud af jeg var gravid var jeg endelig kommet godt igang med studie livet, jeg gik på 2. semester, var i fuldgang med at skrive første års opgave i en skide god og dejlig gruppe (vi fik iøvrigt 10 til eksamen). Jeg gjorde mig en masse tanker omkring barsel, pause fra studiet, opstart i ny klasse, finde nye mennesker at skrive opgave med, skulle til og lære at kende.

Med termin fast sat den 1.2.2013 var planen at jeg skulle færdige gøre min 2. praktik periode, som ville slutte 31.1.2013, så der med var planen at jeg skulle gå fra ca. 1 mdr før, helt perfekt, det ville jeg sagtens kunne nå. Ja altså hvis jeg ikke var blevet ramt af samtlige negative ting, som man kan “lide” under som gravid. Så ønsket og håbet om at færdig gøre praktikken blev skudt fuldstændig i sænk ca. midt i September. Jeg blev sygemeldt med bækkeløsning. Det var noget af en kamel at sluge, men set fra en eller anden vinkel var det uden tvivl held i uheld, da jeg virkelig ikke brød mig om at være på den arbejdsplads.

Med sygemelding og efterfølgende barsel var jeg i alt væk fra studiet i 16mdr, hvilket faktisk var længere end jeg i forvejen havde gået det. Da jeg startet op igen, skulle jeg starte med en praktik, og jeg husker tydeligt den kæmpe klump jeg havde i mave da jeg blev kastet direkte tilbage til virkeligheden, og skulle forsøge at kæmpe mig ud af en perfekt barselsbobble, og hive noget faglighed frem som jeg vist nok havde lært for 1000år siden, SHIT! Jeg valgte at være helt ærlig ude i praktikken, og fortælle hvordan jeg havde det, og at jeg var utrolig bange for at min faglighed slet ikke kunne leve op til det som jeg burde kunne i min 2. praktik. Heldigvis havde jeg en helt fantastisk vejleder, som virkelig bare tog tingende som de kom + en helt igennem SKØN “bonus” vejleder og utrolige kollegaer, som storset alle var villige til at råde og vejlede, det var et kæmpe boost for mig, både personligt og bestemt også fagligt.

På skolen var det første rigtige vi skulle igang med IIS eksamen, pludselig skulle jeg igang med det jeg frygtet, at finde en gruppe, *gulp*. Jeg endte i gruppe med fire super skønne personer, som tilmed udviste forståelse for at jeg er alene med Luna, og at det kan medføre nogen komplikationer, såsom sygdom mm. Men det tog de i stiv arm. Sidst jeg skrev opgave var mens jeg var gravid, og det gik sgu skide godt (10tal til os), og jeg havde nogen forventninger om at det ville blive det samme med IIS opgave. Oh boy was i wrong. Jeg læste selvfølgelig det jeg skulle, og skrev min del af opgaven, men jeg kunne gennem forløbet godt mærke på mig selv at jeg ikke var lige så dedikeret som før jeg fik barn. Det skal bestemt ikke lyde som om jeg ikke ydet mig, og lagde mig i selen for at vi i fællesskab fik lavet en god opgave. Men op til eksamen kunne jeg helt klart godt have anstrengt mig mere, hvilket også resulteret i at jeg skuffet mig selv lidt da jeg gik der fra med et 7 tal (lige under 10 tallet jo), hvilket jo faktisk er en helt pæn karakter, det var bare ikke et 10 tal.

Efter eksamen kunne jeg mærke jeg var nødt til at tænke over hvad det var jeg ville med min uddannelse. Ville jeg stræbe efter de høje karakterer, men muligvis gå på kompromis med hvordan jeg fordeler min tid mellem skole/lektier og Luna, hvor der lige nu slet ikke er nogen tvivl om at Luna ligger milevidt over de to andre ting. Eller om jeg ville gøre et stykke arbejde som er tilfredsstillende, men måske få lidt lavere karakterer, og stadig få en uddannelse som var lige så fyldig som at score 10/12 taller hele vejen igenne. Efter at ha’ brugt nogen dage på at tænke over det, kunne jeg mærke at det eneste rigtige for mig, var at prioterere Luna og vores tid højest, og så må karakterer være karakterer.

“Syntes os det hovedsageligt er dejligt at være enlig men syntes det er svært som førstegangs mor til et præmatur barn hele tiden at skulle være på og ikke have en til at komme med råd eller aflastning når det hele bliver træls f.eks med sygdom osv men sidder tit og gennemgår dagen og nogle gange tvivler man på sig selv og sine evner og der ville det være rart med en at opleve tingene med både gode og dårlige Jeg lavet et indlæg i nogen af de online termins grupper som jeg er i. Jeg spurgte om nogen af alle de skønne enlige forældre som der findes der ude ville komme med hvilke ting de synes kan være svært ved at være alene, og hvad de synes er nemt. Her er nogen af alle deres synspunkter, som jeg er sikker på mange kan nikke genkendende til.”

Ting der kan være nemt/dejligt:

• “Synes det er skønt med den frihed der er, og man kun skal tage hensyn til sig selv og børnene Og man helt selv bestemmer.”
• “Men jeg nyder at jeg selv bestemmer og ikke skal tage hensyn til andre end liam og jeg “
• “Det er dejligt at der er en anden når man er syg.”
• “Jeg syntes det er let at tage beslutninger, da jeg ikke behøver at vende alt med min datters far (vi er enige i de store træk).”
• Alle de praktiske ting synes jeg ik fylder noget særligt. Er glad for ikke at have en træls svigerfamilie (ville dog gerne have den søde) er glad for at vi altid kan deltage i min families traditioner og ikke skal tilgodese svigerfamilien. 
  
• “Dejligt jeg ikke skal gå på kompromis med de værdier jeg gerne vil give videre og den opdragelse jeg gerne vil gi”
• “Dejligt at det er mig der får alle oplevelserne, bringer og henter hver dag, med til alle lægebesøg, til hvert måltid osv”

Ting der kan være “svært”:

• “Jeg kunne tit godt savne en ekstra hånd til det huslige og praktiske.”
• “Savner at det kun er mig der bestemmer.”
• “Den dårlige samvittighed ang. pasning hver gang man skal noget.”
• “At være alene voksen når der sker noget alvorligt. Ser knæk cancer og tænker hvor hårdt og svært det må være at skulle igennem sådan en omgang uden at have en partner at dele det med. Jeg har været igennem et langt sygdomsforløb (ikke alvorligt dog) og det var virkelig mentalt hårdt. Selvfølgelig har man venner og familie, men så deler man med en om mandagen, med en anden om tirsdagen, en tredje om onsdagen osv, i en svær tid kunne det virkelig være rart at man deler oplevelsen med en primær person som virkelig kender dig ind og ud”
• Jeg syntes det er rigtig svært når min datter er syg, for så kan jeg max få lov at gå på toilettet i fred, med mindre hun sover, så der kan intet praktisk blive gjort (med undtagelse af det jeg kan nå den halve time hun tager en lur).
• “Jeg synes det er sværere at få tid til alt det der skal gøres når man ikke lige kan stikke ungerne til kæresten mens man går i bad/laver lektier/laver mad mv.
• “Træls kun at være en til at dække sygdom”
• “Træls at man skal have fat i en barnepige når man skal noget uden barn”
• “Træls ikke at have noget voksen kontakt hver dag, altså jeg har jo et job men på det nye kender jeg dem slet ikke godt nok endnu til at de kan udgøre mit behov for voksen kontakt og meget af tiden er jeg rimelig alene derude”
• “Svært at være alene om at rumme alle bekymringer for sådan et lille væsen”

Sidder du der ude, og tænker der er nogen ting du gerne vil bidrage med, så er du meget velkommen til at smide en kommentar enten her på siden, på IG (Luna_og_jeg), eller på blogges facebook side (lunaogjeg)

*Host, VRRRRÆÆÆÆL, host host, SKRIG*

“Roooolig skat jeg er på vej, får hurtigt kastet et blik på uret, klokken er lidt over 03, GAB! Luna må ha’ tabt sutten, ind på værelset, rode lidt rundt i sengen, indtil ens fingre rammer en klæbrig halv lunken bunke… Hurtigt over og tænde noget lys, og du kigger på dine fingre hvor der klamt løber et par tykke klatter af opkast ned over dem, great.. Seng, barn, dyne, bamse, ALT!!! Er indsmurt i opkast.. Åh for faen Luna, ikke midt om natten…”

Sådan et par situationer har vi haft et par af her hjemme, heldigvis ikke mange (7-9-13) men når de så opstår, så bander og svovler jeg inde i over der ikke er en mand til at tage over, eller en underbetalt russisk barnepige.. Fuck altså.. Er der noget jeg hader, så er det opkast, havde iøvrigt fornyligt et rigtig perfekt moment, hvor både Luna og jeg havde opkast syge, hvor jeg sidder med hende på skødet mens hun kaster op ned i en skål, og jeg kaster op modsat vej, ned i en pose, perfekt familie billede. Men når man hader opkast, altså ikke at jeg tror nogen er udpræget fan af det, så er det fandme en indre krise der vil noget når barnet, og alt i sengen er smurt ind i det, og man efterfølgende får opkast ud over sig X antal gange natten igennem. Men tænk hvis der var et xtra sæt hænder som liiiige kunne ordne sengen, eller bræk barnet, det ville fandme være luksus!!

Der er da også mange små ting i hverdagen hvor jeg tænker det ville være rart at være to. Når ble måsen er pyllert, og træt, maden skal laves, tøjet skal vaskses, barnet underholdes, trøstes, holdes øje med. Der er jo så også alle de små ting som man forældre oplever med sit barn, når hun tager sit første skridt, når hun griner på den der helt igennem søde måde, når hun kommer gående med et par alt for store sko som hun helt tydeligt har kæmpet for at få på, når hun kommer gående stolt hen og viser hun selv har taget trøje på, eller ihvertfald fået trukket den overhovedet, når hun bare er helt igennem søde, dejlig og fjollet, de ting som kun forældre sætter sådan RIGTIG pris på, dém gad jeg godt at have en i dagligdagen at dele med.

Heldigvis er jeg velsignet med en familie som hjertens gerne (siger de da) vil høre om alle de små ting, ligeledes er hendes fars familie også svært begejstret for vores lille vidunder af en røv banan.

Jeg tror helt sikkert at der er en masse fordele ved at være alene om barnet. Jeg er blandt andet rigtig glad for at jeg ikke skal indgå i nogen diskussioner omkring hvordan putning skal forgå, det ville helt klart være en stor frygt for mig, hvis min partner gik ind for “godnat og sov godt, med gråd” jeg ville slet ikke kunne håndtere at skulle opdrage et barn, med en som havde sådan en tilgang, det ligger mig simpelthen for fjernt…

Eller ting som spisning, Luna fik kun ganske lidt grød, dels fordi hun ikke rigtig gad det, og så fordi jeg blev utroligt fascineret af den metode som kaldes BLW (at lade barnet spise selv, læs mere her) jeg er helt sikker på at det er noget rigtig mange ville være imod, eller jeg ved mange af imod det. Hvor længe skal hun sove middagslur? Skal vi vække hende? Hvilket tøj skal hun have på? Må hun få en kiks efter aftensmaden? Må hun løbe i sofaen? Hoppe i sengen? Det er bare nogen af de punkter hvor jeg er glad for jeg fuldstændig selv har kunne bestemme, og sætte de rammer jeg synes var passende for Luna, og jeg.

Det var endnu et lille indblik i hvordan jeg oplever det hele, håber i fortsat vil læse med 🙂

Jeg vil prøve hudløst ærligt at fortælle hvordan jeg synes det er at være enlig mor til min lille trunte, hvordan det er at træffe stortset alle beslutninger selv.
Allerede da jeg stod med en positiv graviditets test vidste jeg at jeg ville blive alene om den lille spire som var igang med at slå rod i min mave. Dels fordi hendes far og jeg ikke er kærester, dels fordi at spirens far bor langt væk fra mig, og så anet jeg jo intet om hvordan han ville reagere på sådan en besked. Tanken om at skulle være alene med lille fisen skræmte mig egentlig ikke, men satte da en masse tanker igang. Jeg vil lige hurtigt indspark til de af jer som ikke kender mig at Lunas far er en del af hendes liv.

Om man skal være alene eller to om den lille spire der vokser i maven så tror jeg at alle begynder at gøre sig nogle tanker og forstillinger omkring hvordan det bliver med sådan en lille kødklump i sit liv. Mange, der i blandt mig, læser en masse om hvordan det er at være gravid, hvordan en fødsel er, hvordan sådan en baby “skal” agere i starten. Man får opsamlet en masse viden omkring hvordan det her gravid, og forældre ræs bliver. Man begynder muligvis at føle sig rustet, føle man har byggestene til at danne et fundament for at være mor/far. Jeg følte at jeg var rimelig godt rustet til at tage mød min lille kærligheds klump. Oh boy i was wrong…

Lunas far var med ved fødslen, og han tilbragte et par dage efter fødslen i Aalborg/på sygehuset sammen med os, der var noget trygt ved at han var der, også selvom at han i princippet ikke rigtig kunne gøre noget, men han var der, og jeg følte mig ikke helt alene i den her nye babybobble. Om fredagen, eller var det lørdag tog han hjem. En føles af at jeg var alene, som jeg jo egentlig godt vidste jeg ville være ramte mig, jeg følte et endnu større ansvar end før. Om mandagen kom jeg hjem fra fødegangen, og hér kan jeg godt sige jer at følelsen at være alene ramte mig. Min onkel og to fætre hentet mig på fødegangen og hjalp mig hjem med den lille lækre kødklump som jeg rent faktisk måtte tage med mig, jeg skulle ikke aflevere hende tilbage til en anden, hun var min, min til at tage med, min at elske, min at drage omsorg for, MIN! Det var en helt vild følelse af gå ud af hospitalet med dette lille væsen. Da min onkel og to fætre tog afsted fra min lejlighed sad jeg der, i min tomme lejlighed, med mit lille væsen.

Før jeg tog afsted fra sygehuset spurgte jeg en af dem som var til koblet hvor meget man kunne forvente sådan et lille væsen var vågen, jeg var fuldt ud klar over at der selvfølgelig ikke er nogen facitliste over sådan noget, men bare for at få en nogenlunde idé. Hun svaret mig at de små væsner sov det meste af tiden, og det var jo også det jeg havde læst. Så da jeg sad der, i min lejlighed, alene med mit smukke barn, og hun bare var VÅGEN, vågen i FLERE timer af gange, kun sov kort tid, og var så vågen, opmærksom, og opsøgende med hendes øjne, tænkte jeg at der da MÅTTE være noget galt.. “Shit shit shit, hvorfor sover hun ikke? har hun ondt? Er hun syg? Er der noget galt med hendes hovede? Det må være hendes hjerne!!!! Noget må trykke på “sove genet” Fuldstændig tåbelige tanker, jeg var ganske simpelthen bare blevet velsinet med et kvikt og vågen lille barn.

I ca. 3mdr skreg Luna fra hver aften fra klokken ca. 19.45 til 22.30. I den periode ved jeg ikke hvor mange gange jeg har overvejet hvor lang tid et spædbarn på X antal kg skulle have i ovnen for at blive mørt, i den mest desperate tid overvejet jeg at kaste hende ud af vinduet (ja det er sikkert enormt tabu at sige, men det er nu engang sandheden). jeg husker tydeligt hvordan jeg har siddet og vugget hende frem og tilbage, mens hun har skreget lungerne ud, og jeg har grædt lige så stille. Det var HÅRDT, og det var uden tvivl et af de tidspunkter hvor jeg VIRKELIG ønsket at være to om det, så man kunne få bare 15min uden baby skrål. Det var ualmindelig hårdt. Sundhedsplejsken mente ikke det var kolik, og lægen mente bestemt heller ikke der var noget galt. Så jeg måtte jo prøve alternetive ting. Vi tog omkring en zoneterapeut som fik trykket under hendes fødder, første behandling af dette gav en kæmpe mæssig lort i bleen x3, YES tænkte jeg, det måtte da gøre noget. Vi var afsted tre gange i alt, men jeg synes desværre ikke det gav den ønsket virkning. Jeg læste en masse om hvad man ellers kunne gøre, og faldt over mange som havde haft rigtig meget held med at gå til kiropraktor. Ohwell hvad havde jeg at miste? Så vi fik strakt bestilt en tid, ved en der skulle være rigtig god til børn (Ps. Han er iøvrigt også ret pæn). Allerede efter første gang havde jeg et HELT andet barn, HALLELUJA hun kunne PRUTTE i søvne uden at vågne og skrige. Det var uden tvivl det bedste jeg kunne have gjort for hende.

Jeg vil rigtig gerne fortælle flere ting omkring hvordan jeg synes det er at være alene med alle de ting. Det må blive på et senere tidspunkt 🙂

“Shit shit shit, hvornår mon vi spiser? Er der noget ble måsen kan lide? Bliver hun mon pyllert? Hvornår min vi er hjemme?” – Det kan virke som om at en sød og venlige invitation bliver grunden til panik og koldsved, mens 1000 tanker flyver igennem ens hovede.

For nogen dage blev der i en af “mine” online mødregrupper slået et spørgsmål op om, om man ofte tog ud til andre og spiste med vores “små” børn. Jeg kan se at rigtig mange i gruppen har det på samme måde som mig, det er egentlig ikke fordi man ikke vil, men hvis man skal ud til nogen og spise, så vil man gerne have at det er tidlig aftensmad, og sådan har jeg det 100% også selv. Jeg ved at der er nogen mennesker, nok især dem uden børn, eller dem som har glemt hvordan det er at have små børn, som synes at vi små børns forældre er lidt pyllert når vi gerne vil tideligt hjem og ha’ puttet de små trolde i deres egen seng. Men helt ærligt, så er det ganske simpelthen ikke fordi vi ikke vil være fleksible, det er, i mit tilfælde, fordi jeg VED hvordan natten bliver hvis Luna bliver puttet ret meget senere end 19.30 når hun har været oppe 6.30 om morgene, jeg VED hvor svær hun bliver at putte, jeg VED hvor træt hun er næsten morgen.

Tag ikke fejl, jeg tager engang imellem ud og spiser ved andre, og derved kommer Luna senere i seng, men som udgangs punkt så fortrækker jeg faktisk at være hjemme senest klokken 19, så jeg kan få Luna puttet, kysset og sunget lungerne ud for hende, og jeg så ved hun få en dejlig rolig nat søvn.

Jeg tænker tit at når folk invitere børne familier på aftensmad, er det dels at de gerne vil se os, og vores dejlige unger, og at de gerne vil lette vores byrde med hensyn til aftensmad mm. Og den tanke er da pisse sød!!

Som jeg også kan se i den mødre gruppe jeg nævnte før er at vi hjertens gerne vil spise med andre, men vi fortrækker at gøre det i vores eget hjem, så vi kan putte vores små troldeunger når deres sengetid er, og der ved også få mere ud af vores selskab.