Da jeg blev gravid med Ronja (trolling 2), kom jeg ind i en masse nye terminsgrupper på facebook. Nu hvor vi alle har født begynder der så småt at dukke små emner, og debatter frem med ting som folk ikke rigtig tør “sige”, fordi tanken om at man sikkert er helt alene om at føle sådan, er overvældende, og man føler sig som en kæmpe lort over for sin lille perfekte baby, som kan drive en til vanvid!! Og det kan de altså, lige meget hvor lækre vores små kødklumper er, og lige meget hvor højt vi elsker dem, så kan de drive de fleste af os helt der ud hvor vi ikke helt ved hvad fanden vi skal stille op.

Derfor valgte jeg at spørge i mine nye terminsgrupper om nogen af de kvinder som er der ville være med til at bryde de tabuer  der er, og det er heldigvis nogen seje kvinder som gerne ville, kæmpe respekt, og tak til dem!

Håber når folk læser disse kvinders tanker, at man lige husker på der er langt fra handling til ord, og mange af de her tanker er skrevet i afmagt <3

Line er en af dem som “står frem” og har delt disse tanker med mig:
“Fuck hvor er du belastende
Ej hvor er du irriterende
Hold nu kæft, hold nu kæft, hold nu kæft
Jeg smider dig ud af vinduet
Fuck det her”

M bære rundt på en hemmelighed:
“Min kæreste har en fødselsdepression. Han vil ikke have nogen ved det. Det kun mig og SP der ved det. Han siger han godt ved han ikke elsker baby på samme måde som jeg gør, for han vil ikke gøre alt eller ofre alt for baby. I hans tanker tænker han stadig at han er vigtigst, han siger dog han godt ved det er helt forkert at tænke sådan.. Når han er i sit depressive humør siger han ting som at han ikke var klar til at blive far, at han ikke kan holde til det mere. Men at den eneste grund til han ikke allerede har forladt mig og baby er, at han tror omverdenen vil synes han er til grin for at forlade sit barn og kæreste. Når han er glad, er han altid meget ked af at han har sagt sådan nogle ting og forsikre mig for at han aldrig vil miste os. Han begynder til psykolog i næste uge, håber han snart får det bedre 😊“

L bære rundt på denne tanke:
“Jeg havde den tanke, hvordan jeg ikke kunne undgå at få en ynglings ud af mine tre børn”

LL har delt disse tanker med mig, som har fået hende til at føle sig som en dårlig mor:
“Hvorfor valgte jeg det her?
Jeg gider ikke mere
Hvorfor kan du ikke lide mig?
Tig stille eller jeg smider dig ud i haven til vores hund, så kan i sidde sammen og glo!!!”

D har haft disse tanker:
“Var det virkelig det rigtige at få et barn?
Kan jeg holde til det her?
Gør jeg  det godt nok?
Hold din kæft!”

N har ofte tænkt:
“Hvis ikke du snart stopper med at skrige uden nogen fucking grund, så giver jeg dig en grund!!”

L skriver:
“Havde sådan en dag igår var sønnen ikke ville ligge bare 5 min selv. Så der blev tænkt “hold nu kæft” og han blev ønsket meget langt væk. Og selvom han er planlagt så kan jeg nogle gange godt være meget i tvivl om det nu var det rigtige at gøre, for savner helt vildt at have tid til bare mig. Får også helt dårlig samvittighed når jeg bliver irriteret på ham, for han gør det jo ikke med vilje.”