Alene mor, part 2.

*Host, VRRRRÆÆÆÆL, host host, SKRIG*

“Roooolig skat jeg er på vej, får hurtigt kastet et blik på uret, klokken er lidt over 03, GAB! Luna må ha’ tabt sutten, ind på værelset, rode lidt rundt i sengen, indtil ens fingre rammer en klæbrig halv lunken bunke… Hurtigt over og tænde noget lys, og du kigger på dine fingre hvor der klamt løber et par tykke klatter af opkast ned over dem, great.. Seng, barn, dyne, bamse, ALT!!! Er indsmurt i opkast.. Åh for faen Luna, ikke midt om natten…”

Sådan et par situationer har vi haft et par af her hjemme, heldigvis ikke mange (7-9-13) men når de så opstår, så bander og svovler jeg inde i over der ikke er en mand til at tage over, eller en underbetalt russisk barnepige.. Fuck altså.. Er der noget jeg hader, så er det opkast, havde iøvrigt fornyligt et rigtig perfekt moment, hvor både Luna og jeg havde opkast syge, hvor jeg sidder med hende på skødet mens hun kaster op ned i en skål, og jeg kaster op modsat vej, ned i en pose, perfekt familie billede. Men når man hader opkast, altså ikke at jeg tror nogen er udpræget fan af det, så er det fandme en indre krise der vil noget når barnet, og alt i sengen er smurt ind i det, og man efterfølgende får opkast ud over sig X antal gange natten igennem. Men tænk hvis der var et xtra sæt hænder som liiiige kunne ordne sengen, eller bræk barnet, det ville fandme være luksus!!

Der er da også mange små ting i hverdagen hvor jeg tænker det ville være rart at være to. Når ble måsen er pyllert, og træt, maden skal laves, tøjet skal vaskses, barnet underholdes, trøstes, holdes øje med. Der er jo så også alle de små ting som man forældre oplever med sit barn, når hun tager sit første skridt, når hun griner på den der helt igennem søde måde, når hun kommer gående med et par alt for store sko som hun helt tydeligt har kæmpet for at få på, når hun kommer gående stolt hen og viser hun selv har taget trøje på, eller ihvertfald fået trukket den overhovedet, når hun bare er helt igennem søde, dejlig og fjollet, de ting som kun forældre sætter sådan RIGTIG pris på, dém gad jeg godt at have en i dagligdagen at dele med.

Heldigvis er jeg velsignet med en familie som hjertens gerne (siger de da) vil høre om alle de små ting, ligeledes er hendes fars familie også svært begejstret for vores lille vidunder af en røv banan.

Jeg tror helt sikkert at der er en masse fordele ved at være alene om barnet. Jeg er blandt andet rigtig glad for at jeg ikke skal indgå i nogen diskussioner omkring hvordan putning skal forgå, det ville helt klart være en stor frygt for mig, hvis min partner gik ind for “godnat og sov godt, med gråd” jeg ville slet ikke kunne håndtere at skulle opdrage et barn, med en som havde sådan en tilgang, det ligger mig simpelthen for fjernt…

Eller ting som spisning, Luna fik kun ganske lidt grød, dels fordi hun ikke rigtig gad det, og så fordi jeg blev utroligt fascineret af den metode som kaldes BLW (at lade barnet spise selv, læs mere her) jeg er helt sikker på at det er noget rigtig mange ville være imod, eller jeg ved mange af imod det. Hvor længe skal hun sove middagslur? Skal vi vække hende? Hvilket tøj skal hun have på? Må hun få en kiks efter aftensmaden? Må hun løbe i sofaen? Hoppe i sengen? Det er bare nogen af de punkter hvor jeg er glad for jeg fuldstændig selv har kunne bestemme, og sætte de rammer jeg synes var passende for Luna, og jeg.

Det var endnu et lille indblik i hvordan jeg oplever det hele, håber i fortsat vil læse med 🙂