Alene mor, hvordan er det?

Jeg vil prøve hudløst ærligt at fortælle hvordan jeg synes det er at være enlig mor til min lille trunte, hvordan det er at træffe stortset alle beslutninger selv.
Allerede da jeg stod med en positiv graviditets test vidste jeg at jeg ville blive alene om den lille spire som var igang med at slå rod i min mave. Dels fordi hendes far og jeg ikke er kærester, dels fordi at spirens far bor langt væk fra mig, og så anet jeg jo intet om hvordan han ville reagere på sådan en besked. Tanken om at skulle være alene med lille fisen skræmte mig egentlig ikke, men satte da en masse tanker igang. Jeg vil lige hurtigt indspark til de af jer som ikke kender mig at Lunas far er en del af hendes liv.

Om man skal være alene eller to om den lille spire der vokser i maven så tror jeg at alle begynder at gøre sig nogle tanker og forstillinger omkring hvordan det bliver med sådan en lille kødklump i sit liv. Mange, der i blandt mig, læser en masse om hvordan det er at være gravid, hvordan en fødsel er, hvordan sådan en baby “skal” agere i starten. Man får opsamlet en masse viden omkring hvordan det her gravid, og forældre ræs bliver. Man begynder muligvis at føle sig rustet, føle man har byggestene til at danne et fundament for at være mor/far. Jeg følte at jeg var rimelig godt rustet til at tage mød min lille kærligheds klump. Oh boy i was wrong…

Lunas far var med ved fødslen, og han tilbragte et par dage efter fødslen i Aalborg/på sygehuset sammen med os, der var noget trygt ved at han var der, også selvom at han i princippet ikke rigtig kunne gøre noget, men han var der, og jeg følte mig ikke helt alene i den her nye babybobble. Om fredagen, eller var det lørdag tog han hjem. En føles af at jeg var alene, som jeg jo egentlig godt vidste jeg ville være ramte mig, jeg følte et endnu større ansvar end før. Om mandagen kom jeg hjem fra fødegangen, og hér kan jeg godt sige jer at følelsen at være alene ramte mig. Min onkel og to fætre hentet mig på fødegangen og hjalp mig hjem med den lille lækre kødklump som jeg rent faktisk måtte tage med mig, jeg skulle ikke aflevere hende tilbage til en anden, hun var min, min til at tage med, min at elske, min at drage omsorg for, MIN! Det var en helt vild følelse af gå ud af hospitalet med dette lille væsen. Da min onkel og to fætre tog afsted fra min lejlighed sad jeg der, i min tomme lejlighed, med mit lille væsen.

Før jeg tog afsted fra sygehuset spurgte jeg en af dem som var til koblet hvor meget man kunne forvente sådan et lille væsen var vågen, jeg var fuldt ud klar over at der selvfølgelig ikke er nogen facitliste over sådan noget, men bare for at få en nogenlunde idé. Hun svaret mig at de små væsner sov det meste af tiden, og det var jo også det jeg havde læst. Så da jeg sad der, i min lejlighed, alene med mit smukke barn, og hun bare var VÅGEN, vågen i FLERE timer af gange, kun sov kort tid, og var så vågen, opmærksom, og opsøgende med hendes øjne, tænkte jeg at der da MÅTTE være noget galt.. “Shit shit shit, hvorfor sover hun ikke? har hun ondt? Er hun syg? Er der noget galt med hendes hovede? Det må være hendes hjerne!!!! Noget må trykke på “sove genet” Fuldstændig tåbelige tanker, jeg var ganske simpelthen bare blevet velsinet med et kvikt og vågen lille barn.

I ca. 3mdr skreg Luna fra hver aften fra klokken ca. 19.45 til 22.30. I den periode ved jeg ikke hvor mange gange jeg har overvejet hvor lang tid et spædbarn på X antal kg skulle have i ovnen for at blive mørt, i den mest desperate tid overvejet jeg at kaste hende ud af vinduet (ja det er sikkert enormt tabu at sige, men det er nu engang sandheden). jeg husker tydeligt hvordan jeg har siddet og vugget hende frem og tilbage, mens hun har skreget lungerne ud, og jeg har grædt lige så stille. Det var HÅRDT, og det var uden tvivl et af de tidspunkter hvor jeg VIRKELIG ønsket at være to om det, så man kunne få bare 15min uden baby skrål. Det var ualmindelig hårdt. Sundhedsplejsken mente ikke det var kolik, og lægen mente bestemt heller ikke der var noget galt. Så jeg måtte jo prøve alternetive ting. Vi tog omkring en zoneterapeut som fik trykket under hendes fødder, første behandling af dette gav en kæmpe mæssig lort i bleen x3, YES tænkte jeg, det måtte da gøre noget. Vi var afsted tre gange i alt, men jeg synes desværre ikke det gav den ønsket virkning. Jeg læste en masse om hvad man ellers kunne gøre, og faldt over mange som havde haft rigtig meget held med at gå til kiropraktor. Ohwell hvad havde jeg at miste? Så vi fik strakt bestilt en tid, ved en der skulle være rigtig god til børn (Ps. Han er iøvrigt også ret pæn). Allerede efter første gang havde jeg et HELT andet barn, HALLELUJA hun kunne PRUTTE i søvne uden at vågne og skrige. Det var uden tvivl det bedste jeg kunne have gjort for hende.

Jeg vil rigtig gerne fortælle flere ting omkring hvordan jeg synes det er at være alene med alle de ting. Det må blive på et senere tidspunkt 🙂