Fra juli og indtil nu (maj)

Sidst jeg skrev var omkring juli mdr, hvor jeg skulle starte op i praktik fra aug. Der er sket rigtig meget siden da.

Jeg startet som planlagt op i vuggestuen fra aug, men kunne desværre hurtigt mærke at det slet ikke var mig, stedet var som sådan fint nok. Men hende jeg havde som vejleder var slet ikke en jeg gik i spænd med, fik halve udulige svar når jeg spurgte om ting, alt for gammeldags pædagogisk til mig, og generalt et negativt syn på at jeg jo skulle gå på barsel omkring Januar. Og så var det bare ikke mig at skulle skifte lorte bleer på bestem tidspunkter.
Derfor gjorde det mig heller ikke SÅ meget da jeg i midten af Sep. blev sygmeldt med begyndene bækkenløsning, jo det var da RIGTIG surt at jeg ikke kunne færdiggøre min praktik, men det kom jeg mig nu hurtigt over.

Bækkenløsning var dog kun starten på en lang og problematisk/smertefuld graviditet.
Sener fik jeg konsteret graviditets sukkersyge, det var nu ikke det værste, og til at leve med.
Men, så begyndte små tegn at vise sig på svangerskabsforgiftning, og det var starten på utallige sygehus besøg (mellem 1-4 om ugen, og en varighed mellem 1-6 timer pr. gang). Udover det ble jeg af 2 omgange også indlagt til obs.
Jeg havde termin 1/2, da vi kom til den uge der hed mandag den 21/1, begyndte de at snakke om at sætte mig igang, dette svinget dog meget alt efter hvilken læge jeg snakket med, så synes de jeg skulle, så skulle jeg ikke, så skulle jeg, det var et stort virvar af følelser der væltet ind over mig gang på gang, og især fordi at de ikke synes lille pigen tog nok på inde i min mave, hvilket gjorde mig utrolig ked af det, og fik mig til at føle mig som en elendig mor. 

Torsdag den 24/1 blev jeg indlagt fordi NU ville de sætte mig igang om fredagen, fredag morgen kom, og der synes den læge som var på vagt ikke at jeg skulle sætte igang med der imod sende hjem weekenden over, og komme igen søndag. Jeg var så forvirret og kom hele følelsesregisteret igenne.
Søndag kom jeg som aftalt ind på sygehuset igen, og fik at vide at mandag ville de sætte mig igang, jaja tænkte jeg, lad os nu se.
Mandag morgen kom og jeg blev kaldt ned på fødegangen (FG), jeg blev undersøgt, og de vurderet de ikke kunne tage vandet, men de ville give mig en modnings pille, super SÅ er vi igang, der gik ca 4 timer hvor der intet skete, og så trådte veerne til, puha de bed til, men ikke så meget at jeg ikke kunne holde det ud. Jeg havde disse veer i 8-10 timer, og så gik de ellers i sig selv igen. SUK!!!
Tirsdag morgen blev jeg igen kaldt ned på FG, blev undersøgt igen, men de kunne stadig ikke tage vandet, så en ny piller op, og sendt op på stuen igen. Der gik nogen timer og jeg fik nogen små veer, omkring klokken 17 blev jeg sendt ned på FG igen, og fik endnu en pille, sendt op på stuen igen, og så gik der et par timer, og så tog veerne dælme dytme fast, jeg kunne næsten ikke hænge sammen, hold op de gjorde nullernaller. Men som dagen før, gik de endnu engang i sig selv igen efter 8-10 timer, jeg var helt udkørt.
Onsdag morgen kom jeg igen ned på FG, og fik endnu en pille, jeg var næsten tudefærdig, da jeg vidste hvordan det ville gå. Og ganske rigtig, efter et par timer satte veerne igang, og varet i små 8 timer, klokken blev 21.30 før de kaldte mig ned igen, og ville give mig ENDNU pille, jeg spurgte om ikke godt vi kunne vente til i morgen, da jeg simpelthen ikke følte jeg kunne holde til endnu en nat uden søvn, og med veer.
Torsdag morgen klokken 8.30 blev jeg igen igen igen IGEN kaldt ned på FG. Jordmoderne undersøgte mig og vuderet at hun ikke kunne tage vandet på mig, og ville give mig endnu en pille, jeg spurgte om hun nu var HELT sikker på vandet ikke kunne tages. Hun kaldte afdelings jordmoderne ind, og hun undersøgte mig også, og JUHUUUU hun mente hun godt kunne tage vandet.
Vandet blev taget, og der skete absolut intet, et normalt menneske ville få veer når vandet blev poppet men ikke her. Derfor fik jeg ve-drop og det satte skub i tingene, men hvergang de prøvet at skrue ned for det, gik veerne i står igen, så det kørte under hele fødselsforløbet.
Da jeg begyndte at få presse veer begyndte lille pigens hjerterytme at falde, og der kom 2 fødselsdag læger, 1 xtra jordmoder, og en SOSU dame løbende ind på stuen. Jeg fik atvide at enten skulle jeg presse hende ud på MAX 4 presse veer, eller også skulle jeg ned og have akut kejsersnit, en sugekop blev placeret på hendes hovede, og efter 3 presse veer fik jeg min smukke lille datter op og ligge på min mave. Klokken 21.58 er fantastisk Luna født.

Efter fødslen var jeg indlagt til om mandagen, jeg var tudefærdig hver dag de sagde at vi liiiige måtte vente og se hvordan mit blodtryk så ud i morgen, og så kunne vi snakke om at komme hjem: Grunden til jeg ikke bare måtte komme hjem (eller på patienthotel) er at en af følgenderne af svangerskabsforgiftning, er forhøjet blodtryk. Lige efter, og dagen efter, fødslen var mit blodtryk pænt, men de har tit set at efter et par dage stiger det igen, så derfor ville de ikke slippe mig.
Om mandagen synes det så det var okay at sende mig hjem. 
Det var en sindssyg overvældende og skræmmende følelse at komme hjem, og stå helt alene med dette lille fantastiske væsen, og vide at hun 100% var (er) mit ansvar, mit ansvar at sørge for hun er glad og tilfreds, samt får opfyldt de behov sådan et lille menneske har. Det kostet mange tudeture, men efter lidt tid synes jeg faktisk at Luna og jeg fandt vores egen rytme.
Vi havde fået lavet vores egen lille lykkebobble der hjemme, så det at skulle ud i den store verden var, for mig, en utrolig farlig ting. Men det viste sig jo gang på gang gå over alt forventning.

De første ca. 2 uger var Luna en utrolig nem baby, hun græd kun når hun var sulten, ellers var hun glad, nysgerrig, og sov!! Efter de 2 første uger begyndte hendes mave at drille. Min glade baby, blev forvandlet til en baby i smerte, som græd i utrolig mange af hendes vågne timer, dog mest om aftenen (fra ca. 19.30 til ved 22 tiden. Det var HÅRDT!! Jeg kunne selv sidde og tude mens jeg vugget hende frem og tilbage. 
Det at man ikke kan trøste sit barn som er i smerte, er noget af det mest forfærdelige… 
Vi prøvet zoneterapi, uden den store virkning desværre.
Derefter prøvet vi kiropraktor, og det er uden tvivl det bedste jeg har gjort, for ikke mindst Luna, men også for mig selv. Vi var afsted 3 gange (4. gange med tjek op i dag), og allerede efter første gang havde jeg en glad baby som kunne prutte i søvne, uden at vågne og skrige af smerte.

Det næste der står på listen over store ting der skal ske i Lunas liv er hendes barnedåb på søndag, jeg er sikker på det blive en helt fantastisk dag, og jeg glæder mig sindssygt meget til at fejre min guldklump. Ligeledes glæder jeg mig også til at vise hende frem, både for dem der har set hende før, men uden tvivl for dem i min familie, og hendes fars familie/venner, som ikke har set hende endnu.