Fødselsberetning.

I disse tider hvor der er en masse fokus på jordmødres travle, og urimelig arbejdskrav, kan man pt. inde på facebook siden “jordmødre for livet” dele sin fødselsberetning. Det har jeg valgt at gøre, men tænker i også får den her 🙂 Laaaaangt indlæg 😀

Jeg vil gerne dele min fødselsberetning fra 31.1.2013
Selve fødslen var rigtig fin, så den vender vi tilbage til.
Grundet begyndende svangerskabsforgiftning, og gravditets sukkersyge, ønsket sygehuset (Aalborg sygehus) ikke at jeg skulle gå over min termin. Jeg havde termin fredag den 1.2.2013. De begyndte det laaaange igangsættelse forløb allerede mandag morgen hvor jeg fik den første pille, det gav mig efter et par time nogen hårde plukveer, som burde være optakt til rigtige veer, dette var dog ikke tilfældet, og de gik i sig selv igen, der efter ned og få en igen om aftene, med samme effekt som den første. Tirsdag morgen blev jeg kaldt ned igen, fik en pille, samme effekt som den første, dog holdte disse veer en del timer, om aftene skulle jeg have været nede igen, men grundet travlhed på fødegangen var det ikke muligt. Om natten oplevet jeg en del hårde plukveer så den stod ikke på megen søvn. Onsdag morgen kom jeg ned og fik endnu en pille, samme effekt som de andre. Meningen var jeg skulle ned og have endnu en pille omkring klokken 18, dette havde fødegangen igen ikke tid til, så da klokken var over 23 blev der ringet op på afdelingen at nu havde de tid til mig. Jeg begyndte at græde, tanken om 3. nat uden søvn pga plukveer/veer var simpelthen ikke til at holde ud for mig, så jeg fik lov at vente til torsdag morgen. På dette tidspunkt i processen var jeg så træt og udkørt at jeg snart ikke magtet mere. Jeg kom ned torsdag morgen og (den søde) jordmoder(JM) ville give mig endnu en pille, igen begyndte jeg at græde, og spurgte om hun var HELT sikker på at hun ikke kunne tage mit vand, så der kunne komme skub i det her baby”pjat” hun mente ikke det kunne lade sig gøre men tilkaldte den overordnet JM, en ældre dame med mange år på bagen inde for faget. Hun var noget kun hård, men hun fik taget vandet, og jeg var noget nær lykkelig!

Vandet blev taget klokken 9.35 og nu var jeg bare SÅ klar til at lille pigen skulle komme ud. Den JM som var der torsdag var den samme som jeg havde været inde ved mandag, tirsdag og onsdag ogsås, det var utrolig rart at det var et velkendt ansigt som jeg skulle føde “med”.

Grundet mit forhøje blodtryk, og mislykket forsøg med at få det til at falde blev JM og jeg enige om at jeg skulle have en epidural blokade, da denne kan være med til at sænke blodtrykket.
Klokken 12.15 fik jeg lagt vee-drop da min krop slet ikke selv var i stand til at danne veer, droppet havde god effekt. Det blev skruet op på max hvilket resulteret i en voldsom vee-storm, og det blev derfor slukket, i håb om at min krop selv ville fortsætte, dette var dog ikke tilfældet, men jeg fik lov at slappe af ca. 15min før det blev tændt igen.

Lille pigen fik monteret en lille dims i hovedet for at JM kunne følge med i hvordan hun havde det, det var ret betryggende.

Da der var vagtskifte, var jeg så heldig at det var den JM jeg havde gået ved som kom ind på min stue. Jeg var rigtig lettet over at det var endnu et velkendt ansigt. Og glad for det var en jeg følte jeg kendte, og som kendte mig der skulle tage i mod min lille datter.

Som tiden skred frem begyndte lille pigen at blive påvirket af det lange forløb, og hendes hjerterytme begyndte derfor at dykke lidt. Det i sig selv kan jo gøre en hver fødende en smule nervøs, men den ro som JM udstrålte, gjorde at jeg ikke blev panisk.
Da presse veerne gik igang trak JM dog i en snor, og LYN hurtigt vrimlet det ind med 1000vis af mennesker (sådan følte jeg det ihvertfald), og her begyndte jeg faktisk at blive lidt utryg. Det var måske her alvoren af “dykkende hjerterytme” rigtig gik op for mig.
Jeg fik at vide at lillepigen SKULLE ud på MAX 4 presser veer ellers så hed det afsted til akut kejsersnit, ligeledes fik jeg at vide at fik jeg hende ikke ud på den næste presse vee, så ville de sætte cup på hendes hovede og på den måde hjælpe hende og mig.
Jeg husker en mandlig læge stod ved siden af mig og snakket, hvad han sagde har jeg den dag i dag stadig INGEN idé om, andet end han klasket en iltmaske på mit ansigt, hvor ledningen til hoppet af konstant.
Jeg holdte mig fokus på at lytte til JM som sad med sine hænder oppe i mig (ja sådan føltes det i hvertfald), og efter 3 presse veer kom min perfekte lille datter til verden. Jeg var så lettet!!

Jeg synes Aalborg sygehus fortjener ros for deres arbejde, de JM jeg var i kontakt med udviste ikke stress eller travlhed selv om der sikkert var det, de var rolige og omsorgsfulde.
Stort tak til dem! Og jeg glæder mig til at føde hos dem igen omkring Marts 2016, når lillesøster skal til verden